Hvorfor bo i Mellerup?

“Det er en kendt sag, at blandt andet sejlsportsfolk og andre, der på Randers Fjord passerer Mellerup, betages af det storslåede naturindtryk af landsbyens beliggenhed på bakkedraget ned mod fjorden – flankeret af brede enge og prægtige skove og varieret bebyggelse.

Men det er ikke kun naturidyl, der gør Mellerup interessant. Over hele stedet hviler en aura af uhåndgribelig art – nemlig historien om menneskers liv og virke fra Arrilds tid til vore dage.

Vikingerne sejlede jo vidt omkring, og fjorden og Gudenåen var den idelle færdselsvej til Randers og Viborg – Jyllands Centrum. Senere, da skibene i 1700-tallet blev så store og dybtgående, at man måtte ankre op i Mellerup og laste om i pramme, har man måske her baggrunden for bynavnet. Byen mellem havet og Randers. Her var toldstation, lodsstation og et kongeligt priviligeret færgeri.

Sidst i 1800-tallet blev Mellerup kendt som skoleby. Her var en af landets største højskoler, og her blev der fra denne senere oprettet valgmenighedskirke, undgomsskole, friskole og skolehjem. Institutioner, der kom til at præge byen, tilflytningen og parcelhusbyggeriet – især på Fjordbakken med den pragtfulde udsigt over fjorden mod øst, hvor solopgangen blandt andet har givet inspiration til Jakob Knudsen, der netop i Mellerup digtede en af vore mest elskede salmer ‘Se nu stiger solen’.

Øverst på Fjordbakken – det højeste punkt i Mellerup – ligger sognekirken på stedet, hvor vore forfædre i en fjern fortid – soldyrkernes tid – netop samledes og hilste solens genkomst efter den mørke vintertid.”

– Peter Østergård, Egnshistoriker / Nørhald Egnsarkiv, Tvede

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *