Fernisering – vinterudstilling

På en kølig vindfyldt vinterdag er det mest inde-vejr, og så er der for eksempel gode muligheder for at besøge den nye kunstudstilling i Nørhald Kunstforening.

På lørdag d. 4. februar åbnes dørene i Mellerup Efterskoles Foyer til fernisering af Ulla Lampes udstilling ‘Fanget af kunst’, der består af malerier og plexiglasbilleder.

Ulla Lampe er en del af værkstedsfællesskabet og Kunstnergruppen ”SLOTTET”, der holder til på det nedlagte statsfængsel i Horsens, et navn gruppen har valgt, da det gamle Statsfængsel i folkemunde blev kaldt SLOTTET.

På udstillingen hos Nørhald Kunstforening medbringer Ulla Lampe:

Øjebliksbilleder – Situationsbilleder af mennesker i øjeblikke, hvor følelser som opslugthed og koncentration, men også forladthed og ensomhed er centrale. Med egne fotos som inspiration komponerer hun disse værker, så de fortæller nye historier.
Landskabsabstraktioner – Andre billeder udfolder sig i det abstrakte landskabsmaleri. Her arbejder hun med lys og stemninger, mange farver og stærke kontraster. Malerierne udføres med impulsivitet og store armbevægelser. Landskabernes form og type genkendes, men det ekspressionistiske udtryk er mere markant end den fotografiske gengivelse.
Plexiglasbilleder – På plexiglas arbejder Ulla Lampe nærmest 3-dimensionelt, idet hun bearbejder både bagplade og begge sider af glasset. Glas og bagplade monteres desuden med beslag, så der er afstand i mellem.

Alle er velkomne til ferniseringen, hvor der bydes på musik og en lille forfriskning. Udstillingen kan efter ferniseringen ses alle hverdage kl. 14- 17, men er lukket i skolernes vinterferie, uge 7.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *