Gode tips

Ses vi til nytårskur?

Mellerup Bylaug vil som tidligere år med stor glæde invitere alle i Mellerup – naboer, venner, familier og nytårsgæster – til nytårskur i Café Færgestedet.

På lørdag d. 30. december 2017 kl. 14 – 16 bydes der på et glas champagne, lidt kransekage og smagsprøver fra årets gang i Mellerup Kogræsserlaug.

Alle er velkomne til dette års sidste hyggelige fælles arrangement.

Godt Nytår!

28 dec 2017

10 grunde til at vælge fiber

I samarbejde med Randers Kommune tilbyder energiselskabet Eniig at levere en fibernet løsning til Mellerup landsby.

Derfor skal du/I vælge at tage imod tilbuddet fra Eniig;

  • Billig tilslutning her og nu – prisen ved en evt. senere tilkobling vil være langt dyrere
  • Behøver kun tilvælge internet – tv m.m. er tilvalg der ikke kræves
  • Forbedrer landsbyens image som en by med fremtid i
  • Hussalgsmuligheder vil styrkes – alle undersøgelser viser at hurtigt og stabilt fibernet er 1. prioritet hos huskøbere
  • Oplagt at Randers Kommune vil fortsætte et tæt og konstruktivt samarbejde med Mellerup som en fremadskuende og udviklingsparat landsby
  • Tilbuddet binder KUN for 6 måneder – derefter kan man frit vælge udbyder af internet, telefon og tv
  • Tilmelder 131 husstande sig, så er det 100 % sikkert at fibernettet kommer til Mellerup
  • Fibernet vil betyde forbedrede muligheder for hjemmearbejdsplads, kontorfællesskaber og iværksættere
  • Mellerup vil blive et forbillede for andre landsbyer
  • Et lignende tilbud kommer formentlig aldrig igen til Mellerup

Anbefales af

Grundejerforeningen Fjordbakken/Tathøj – Mellerup Borgerforening – Mellerup Bylaug

14 dec 2017

Julen har ramt Mellerup

Hvert år når det sidste kalenderblad vendes, så vælter julens mange traditioner og begivenheder frem.

Og i år er ingen undtagelse.

Mellerup Landsby har igen et væld af aktiviteter, traditioner og julehygge på kalenderen I december. Der er juleklippedag, opsætning af juletræ, julemarked, gudstjenester og meget mere.

Som tidligere år, har Mellerup Bylaug her på http://mellerup.infoland.dk samlet en stor vifte af byens begivenheder. De findes under fanen JUL – hvor en kalender for december måneds arrangementer kan findes.

Derudover bliver byens facebookside også mere og mere et socialt omdrejningspunkt, hvor tilmeldinger, nærmere beskrivelser med mere lægges ud. Derfor er det god idé at holde et vågent øje med opslag på 8930Mellerup samtidig.

Glædelig Jul.

01 dec 2017

Sommerfest 2017

Så starter sommeren for alvor i Mellerup.

Som traditionerne byder, så er der atter lagt op til nogle festlige dage i Mellerup, når årets sommerfest skydes i gang.

Der er de gode traditioner med fællesspisning: Stegt flæsk (torsdag); Spaghetti (fredag) og festbuffet (lørdag).

Derudover byder programmet på Mellerup Efterskoles gadekor, byvandring, havetraktortræk, ølsmagning og rundbold. Så kom endelig forbi fælleren i Mellerup i de kommende dage – godt vejr og god stemning er bestilt.

Se hele programmet her: Mellerup sommerfest 2017

24 maj 2017

Bogbussen kommer

Vidste du, at Randers Biblioteks bogbus ikke bare er en helt almindelig bogbus, der besøger Mellerup hver lørdag kl. 12.30 – 13.30 på parkeringspladsen ved Mellerup kirke ?

Bussen er blandt andet:

  • Danmark første bogbus med aircondition og hundeparkering.
  • Handicapvenlig: Handicaplift og ringeklokke
  • Digitale tilbud: 2 Ipads til børn , 1 Ipad til voksne samt kopiering.
  • Materialer: Ca. 3500 – 4000 materialer for alle aldre – fordelt på romaner, fagbøger, billedbøger, puslespil, sprog og leg, tidsskrifter, cd, dvd’er, playstation-spil, wii-spil, lydbøger mv.

Bussen er en volvo, der blev bygger på 31 uger. Den har en fantastisk motor (DH 12 E – 340HK – Euro5), og blev bygget i 2008 af Kiitokori Oy, Finland. Fabrikken er leverandør af specialdesignede køretøjer som bogbusser, bloddonorbusser, brandbiler og lufthavnsbusser. Den har en vægt på max 17 ton, og har en længde på 12 m, højde på 3,33 m, indvendig højde på 2,16 m, bredde på 2,55 m

Og udover at låne en masse spændende bøger, så har du også mulighed for at afhente reserveringer, gøre brug af borgerservicen (du kan få vejledning i at bruge offentlige hjemmesider f.eks. randers.dk, borger.dk, og NemID.nu) og endelig kan du afhente batterier til dit høreapparat i bogbussen. Det er gratis!

Bogbussen kommer til Mellerup hver lørdag kl. 12.30.

 

16 feb 2017

Naturpark Randers Fjord

Inden længe er foråret på vej.

Fuglene ankommer fra syd, Ragna genoptager sejladsen, Café Færgestedet åbner for sæsonen og glade, interesserede turister kommer på besøg ved Randers fjord.

Så der er ikke noget at sige til, at forventningerne til den endelige godkendelse af Randers fjord som Naturpark er store. I ventetiden er der dog fortsat et par spændende sites (udover mellerup.infoland), der kan fortælle om hvad der sker på Randers fjord:

14 feb 2017

Høring om landdistrikterne

Det kan godt virke som om der er langt fra Mellerup landsby og hele vejen ind til Christiansborg, hvor lovene vedtages.

Derfor er Landdistrikternes Fællesråd et godt skridt på vejen. Det er en samlende netværksorganisation for alle interesserede i landdistrikterne, og som Mellerup er medlem af.

I anledning af at fællesrådet i år fejrer 20 års jubilæum inviteres der således til en historisk høring på Christiansborg for alle interesserede om landdistrikternes udvikling, potentiale og muligheder.

Høringen er mandag d. 27. februar 2017 fra 10.30-14.45.

Se hele programmet og hvorledes man tilmelder sig: Dansk landdistritkspolitik i nyere tid (27.02.2017)

10 feb 2017

Fundraising til projekter

Går overvejelserne på at finde penge til at realisere en idé, så det ofte turen går forbi junglen af fonde og puljer.

Danmarks fonde har som en service for landsbyer og landdistrikter over det sidste års tid arbejdet med at skabe et overblik over hvilke finansieringsmuligheder der findes. For det kan virke meget tidskrævende og overvældende at skulle gennem alverdens websites og beskrivelser for at finde det rette finansieringssted for det eksakte projekt.

For at blive en smule klogere og få lidt mere viden om hvor, hvem og hvad der findes af fonde for landdistrikterne kan man med fordel følge med her: http://danmarksfonde.dk/fonde-i-det-lokale-danmark/

Har du en idé eller forslag til et projekt i Mellerup, så kontakt Mellerup Bylaug for at komme i gang med arbejdet.

 

09 feb 2017

Nysgerrig efter mere landdistriktsviden?

Så er der i de kommende måneder masser af mulighed for at deltage i forskellige arrangementer – lokalt, nationalt og internationalt – omhandlende emner om livet på landet.

For alle i Mellerup er det særligt værd at bemærke Randers Kommunes årlige landdistriktskonference i Purhus d. 22. april 2017.

Her er en liste over spændende konferencer i de kommende måneder:

  • 30. januar 2017 – Konference: ‘Future Perspectives – Foresight Analysis for Sustainable Regional Development in the Nordic Arctic’
    Sted: København, Arrangør: Nord Regio
  • 6. februar 2017 – Konference: ‘Nye andelsorganisationer og betydningen for lokal udvikling’
    Sted: Christiansborg, Arrangør: Kooperationen
  • 14. februar 2017 – Public hearing: ‘Villages & small towns a s catalysts for rural development’
    Sted: Bruxelles, Arrangør: EU
  • 27. februar 2017 – Høring: ‘Landdistrikterne gennem 20 år – erfaringer, læring og indsatser’
    Sted: Christiansborg, Arrangør: Landdistrikternes Fællesråd
  • 2. marts 2017 – Afslutningsseminar: ‘Projekt Stedet Tæller’
    Sted: København, Arrangør: Realdania
  • 31. marts 2017 – Årsmøde: ’20 år med Landdistrikternes Fællesråd’
    Sted: Egtved, Arrangør: Landdistrikternes Fællesråd
  • 22. april 2017 – Landdistriktskonference: ‘4. årlige landdistriktskonference i Randers Kommune’
    Sted: Purhus, Arrangør: Randers Kommune

27 jan 2017

LAG ansøgningsfrist

LAG projektet støttes afIdéer til nye landsbyprojekter, så er LAG-midlerne et oplagt mål for finansiering.

I 2017 er der tre ansøgningsrunder, hvor den første har frist fredag d. 27. januar 2017

Mette Risager er koordinator for LAG Randers-Favrskov, og står parat til sparring hjælp omkring et muligt LAG-projekt.

LAG er forkortelsen for Lokal AktionsGruppe.

Lokale aktionsgrupper (LAGer) er lokalt forankrede foreninger, som skaber udvikling og innovation i lokalsamfundene ved blandt andet at tildele tilskudsmidler til relevante projekter.

LAG Randers-Favrskov dækker både Randers og Favrskov Kommune.

Læs mere på http://www.lagranders-favrskov.dk/

23 jan 2017