Tag Archives: Friskole

Fri skole – fri til hvad?

Foredragsaften torsdag d. 30. marts 2017, kl. 19.30 – Mellerup Friskole inviterer til inspirerende foredrag med højskolemand, forfatter, journalist og far til 6, Erik Lindsø.

Foredraget er åbent for alle interesserede, og det er særligt en super mulighed for at se og høre mere om den fantastiske friskole og engagementet omkring denne.

Mellerup Efterskole lægger lokaler til arrangementet, der foregår i deres spisesal, så der er god plads.

30 mar 2017

Kunst på Mellerup Friskole

Inden vinterferien overtager, så er der gang i store projekter og kunstfærdigheder på Mellerup Friskole.

I denne uge op til vinterferien arbejder skolen med forskellige kunst- og udtryksformer, som skal ende op med en masse spændende kunstværker.

Og det er selvfølgelig noget der skal vises frem.

Så på fredag d. 10. februar 2017 kl. 13 – 15 inviteres familier, venner, naboer og interesserede til fernisering på Mellerup Friskole – og så er det samtidig en god mulighed for alle nysgerrige at besøge skolen, for at få et indtryk af hvad den kan byde på.

Tag endelig dine venner med, der er noget for enhver smag.

08 feb 2017

Pyntenisser, småkager og julesange

IMG_0738Onsdag morgen den 30. november 2016 er der garanti for jul, jul og endnu mere jul. Mellerup Friskole har rystet skoleskemaet godt og grundigt, så der en hel dag med juleklip og julehygge for eleverne og deres familier.

Der skal klippes, der skal synges, der skal bages og der skal limes, så julen rigtig kan få skolen i den rette julestemning.

Det er dog et arrangement kun for skolens elever og deres familier, men som altid kan udsmykningen nydes i den kommende måned i alle vinduerne, og det kan ikke undgåes at få forbipasserende i en smule god julestemning.

På Mellerup Friskole begynder julen i hvert fald i morgen.

29 nov 2016

Teater er kommet til byen

20161108_155120~2eller rettere Mellerup Friskole er i denne uge ved at blive forvandlet til en teatertrup, der kulminerer på fredag.

Den traditionelle emneuge i november står i skuespillets tegn på Mellerup Friskole, hvor der i år er ‘Ronja Røverdatter’ på programmet.

Der øves tekster og sange. Der saves, bores og males kulisser. Der smedes og skæres teatervåben. Der testes, øves og eksperimenteres med lys og lyd.

Der er for alvor kommet teater til byen.

På fredag er det så store premieredag, hvor dagplejebørn, børnehave og bedsteforældre underholdes om formiddagen, mens forældre og søskende får det helt store show om aftenen.

08 nov 2016

Motion og masser af fødder i skoven

Mellerup FriskoleFredag før efterårsferien har traditionen tro masser af motion på programmet.

På Mellerup Friskole står eleverne klar til den årlige løbetur i skoven – dog med en lidt anden rute end sædvanligt.

Og som noget nyt i år, så løbes der for alvor for et godt formål. For hver runde eleverne løber doneres beløb til Red Barnet.

Hver elev har været på jagt efter sponsorer for deres løbetur, så det er meget forskellige beløb, der bliver indsamlet. Men det vigtigste er i den gode sags tjeneste – og så giver det samtidig masser af frisk luft og motion.

13 okt 2016

Åben morgensang

Mellerup FriskoleTraditionen tro, er der igen i år mulighed for at deltage i Åben Morgensang på Mellerup Friskole.

I år er det igen flyttet til den første fredag i måneden, hvor forældre, naboer og sangglade interesserede er meget velkomne til at være en del af åben morgensang.

Første gang i skoleåret 2016/2017 er fredag d. 2. september kl. 8.30, hvor skolen som vanligt mødes i fælleslokalet Svanereden til morgensang, for at starte endnu en dejlig skoledag.

De kommende åbne morgensangsdage er hhv. i 2016 d. 7. okt. og 9. dec., mens der i 2017 er åben morgensang d. 6. jan., 3. feb., 3. mar., 7. apr. og 9. jun.

 

31 aug 2016

Teater på friskolen

Teater på friskolen - 21.11.2014Så kommer teater til landsbyen – eller rettere lad anmelderne komme til Mellerup, for Mellerup Friskole præsenterer teater for hele familien.

Fredag d. 21. november 2014 kl. 11.00 og 18.30 opfører Mellerup Friskole stykket ‘Frost’ efter inspiration fra filmen af samme navn.

Alle er meget velkomne. Der er store forventninger til en fantastisk familieoplevelse.

14 nov 2014

Åben skole 2014

Åben Skole 2014Torsdag d. 6. november 2014 kl. 15 – 19 er dørene åbne til åben skole på Mellerup Friskole.

Det er årets bedste mulighed for at få svar og syn for hvad Mellerup Friskole er, og lære skolen at kende.

Ikke to skoler er ens. Heller ikke to elever, to forældre, lærere eller klasser er ens. Så alle opfordres til at komme forbi Mellerup til en dejlig eftermiddag.

I øvrigt er der to pladser til førskolestart d. 1. marts 2015, ligesom der også stadig er plads på de efterfølgende år. Kontakt Friskoleleder Bjarke Houmann på tlf. 20 49 80 32

… eller endnu bedre tag en snak, når I besøger friskolen torsdag.

05 nov 2014

Kom til musikalsk legestue

Onsdag d. 29. oktober 2014 kl. 16.00 spilles der op til musikalsk legestue for alle børn 1-6 år med forældre og bedsteforældre.

Det er et tilbud om musikalsk og udviklende samvær for børn 1 – 6 år og en eller flere af deres voksne.

Vi lægger ud med 4 onsdage kl. 16 i efteråret med første gang 29. oktober. Pris 250 kr.

De to sidste år har vi haft en lille legestuegruppe i Albæk for børn og bedsteforældre. Det har været en succes, som vi nu flytter til Mellerup Friskole, der gerne vil lægge lokaler til sang, spil og leg for de mindste.

Underviser er Lene Blond, der gennem snart 40 år har virket som musikunderviser. I mange år på Mellerup Efterskole, og derefter på Randers Lille Skole og Randers Musikskole for de mindre børn og på Randers Social- og Sundhedsskole for kommende pædagogiske assistenter.

Tilmelding sker til Lene Blond, Støvringgårdvej 51 i Mellerup på tlf. 20 27 90 71 eller til Susanne Lichtenstein, Bakken 3 i Albæk på tlf. 51 86 14 30

Musikalsk legestue

27 okt 2014

Friskolen inviterer til åben morgensang

Friskolens legepladsI anledningen af, at Mellerup Friskole første skoledag fyldte 30 år, inviteres alle interesserede til morgensang på friskolen på fredag d. 5. september 2014.

Det er en fast tradition, at der er åbent for alle interesserede til morgensang den første fredag hver måned.

Men da det krydres denne gang med et lille tvist af jubilæum, så serveres der efterfølgende en kop kaffe. Så skriv gerne til Mellerup Friskole eller på Mellerup bys Facebook gruppe -‘8930Mellerup’ – hvis du kigger forbi, så de er sikker på at have kaffe til alle.

Kig forbi fra 8.30 til 10.00.

03 sep 2014