Tag Archives: landsbyklynge

Årets Gentænk arrangement i Landsbyklyngen Kronjylland

Som kulmination på det sidste års arbejde med etablering af Landsbyklyngen Kronjylland afholder 13 landsbyer på solsiden af Randers Fjord et stort fælles klyngemøde på Mellerup Efterskole i aften torsdag d. 8. juni 2017 kl. 19

I de sidste par måneder har der været afholdt fire mindre forsamlingshusmøder om idéer og tanker til indholdet i landsbyklyngen.

Det er nu samlet sammen, og præsenteres i aftenens store fælles klyngemøde.

Det er samtidig også krydret med et kulturelt indslag fra eleverne på Mellerup Efterskole, der giver et musikalsk indslag fra deres street band succes i Irland – der er efterskolens traditionelle turne for årets elever.

Alleborgere i de 13 landsbyer er inviteret, og håbet er at det kommende arbejde vil udkrystalisere sig i en lang række arbejdsgrupper på tværs af landsbyerne, så det egentlige arbejde med at skabe fællesskab og sammenhold mellem landsbyer for alvor kan blive skudt i gang.

Landsbyklyngen Kronjylland vil være til stede på årets landsbytræf i Favrskov Kommune i september, hvor der vil være mulighed for at høre meget mere om arbejdet.

 

08 jun 2017

Vi ses på ‘Solsiden af Randers Fjord’

  • En landsbyklynge
  • 4 klyngemøder
  • 200 deltagere

Så er det nu tid til det store fælles klyngemøde i Landsbyklyngen Kronjylland.

Efter at have været rundt i fire hyggelige forsamlingshuse, er det nu tid til det store klyngemøde torsdag d. 8. juni 2017, kl. 19.00 i multisalen på Mellerup Efterskole.

Her vil der være en stor præsentation og opsamling på de hidtidige møder, og det store billede for processen fremadrettet vil blive tegnet. Og der vil stadig være god mulighed for at præge indholdet – intet er mere fast, end at alt fortsat er i spil.

Så tag din nabo og gode landsbyildsjæle med til mødet, og lad os alle mødes på ‘Solsiden af Randers Fjord’.

31 maj 2017

Klyngemøde i Støvring

Normalt plejer nyhederne på mellerup.infoland at handle om hvad der sker i Mellerup – men nu udvides horisonten en smule.

I kraft af at Mellerup landsby her været med til at støbe fundamentet for Landsbyklyngen Kronjylland, så er nyheder om landsbklyngens arbejde også en del af sidste nyt i Mellerup.

Derfor inviteres alle i Mellerup og omegn til fælles landsbyklyngemøde i Støvring Forsamlingshus i aften onsdag d. 31. maj 2017 kl.18.

Mødet er et af fire mindre møder i den nye landsbyklynge, mens der den 8. juni 2017 er et stort samlende klyngemøde på Mellerup Efterskole.

31 maj 2017

Dialogmøder skal forme Landsbyklyngen Kronjylland

Landsbyklyngen Kronjylland inviterer alle borgere til fire åbne dialogmøder                                                    

Igennem mere end et år har aktive landsbyildsjæle arbejdet med et etablere en Landsbyklynge i Kronjylland, hvor samarbejde på tværs er overskriften. Nu inviterer den nyetablerede bestyrelse til en række åbne dialogmøder for alle borgere.

På møderne vil bestyrelsen fortælle om, hvad drømmen med klyngesamarbejdet er og borgerne vil blive præsenteret for den nye fælles app og hjemmeside, der skal være med til at binde området og landsbyerne sammen.

Alle møder indledes med et fælles arrangement som kan være fællesspisning, byvandring eller et historisk oplæg, så man lærer hinanden godt at kende på tværs. Ideen med mødet er nemlig, at man møder folk fra de andre landsbyer og kommer i dialog med dem.

Møderne bliver ledet af den tilknyttede konsulent, der også vil guide borgerne gennem en workshop, hvor vi kigger på hvad klyngesamarbejdet kan bruges til og hvilke styrker og fælles værdier vi har.

Noget af det landsbyklyngesamarbejdet kan være med til er at koordinere arrangementer, lave en fælles kalender, skabe bosætning og stå stærkere overfor kommunen.

Dialogmøderne skal sammen med en kortlægning af området, som DGI står i spidsen for, være input til det videre arbejde, hvor målet er at få udarbejdet en fælles udviklingsplan, som kan være med til at løfte de 13 landsbyer.

De fire dialogmøder holdes således og alle er velkomne!

  • Linde, Tvede og Lindbjerg m/opland (møde fastlagt til 3. maj i Lindbjerg)
  • Lem, Mejlby og Gimming m/opland (møde fastlagt til 2. maj i Lem)
  • Støvring og Mellerup m/opland (mødedato afventes)
  • Harridslev og Nedre byer, Albæk, Østrup, Vestrup og Tjæreby m/opland (møde 17. maj i Albæk)
  • Afsluttende med fælles møde for samtlige kontaktpersoner mandag den 12. juni 2017

Klyngesamarbejdet består af de 13 landsbyer; Linde, Tvede, Lindbjerg, Lem, Mejlby, Gimming, Støvring, Mellerup, Harridslev, Albæk, Østrup, Vestrup og Tjæreby. Projektet har gennem DGI, Real Dania, Lokale- og Anlægsfonden og Randers Kommune fået bevilget en tilknyttet konsulent i 1,5 år til at støtte udviklingen af landsbyklyngen.

Yderligere oplysninger fås hos formand Ole H. Clausen, telefon 23 94 08 68, e-mail: olehorsagerclausen@gmail.com

 

07 apr 2017

Klyngemøde

Sikkert og fremadskuende er processen med at etablere og udvikle Landsbyklyngen Kronjylland i gang.

Dn nyvalgte bestyrelse har netop afholdt første møde, og inviterer derfor til fælles klyngemøde for alle i de 13 landsbyer.

Torsdag d. 23. februar 2017 kl. 19.00 på Korshøjskolen i Harridslev, er alle interesserede velkomne. På mødet vil der være en præsentation af app’en Min Landsby samt af den kommende proceskonsulent, der skal samarbejde med klyngen i det kommende 1½ år, som en del af projektet ‘landsbyklynger’ i regi af DGI, Lokale & Anlægsfonden samt Realdania.

Landsbyklyngemøde (23.02.2017)

21 feb 2017

Landsbyklyngen kalder til møde

Efter en veloverstået stiftende generalforsamling i januar, har den nyvalgte bestyrelse afholdt første indledende møde, og indkalder derfor til det første officielle landsbyklyngemøde i Landsbyklyngen Kronjylland.

Torsdag d. 23. febuar 2017 kl. 19.00 er alle interessere i de 13 landsbyer inviteret til en generel orientering om det forestående arbejde med og i landsbyklyngen.

Derudover vil der være en indgående præsentation af app’en Min Landsby og mulighed for at møde den valgte proceskonsulent for arbejdet med klyngen det kommende 1½ års tid.

Mødet finder sted på Korshøjskolen i Harridslev.

06 feb 2017

Landsbyklyngen Kronjylland er en realitet

DSC_0496Efter lidt over et års møder, debatter i landsbyer og inspiration fra andre klynger, så blev Landsbyklyngen Kronjylland en realitet ved mandag aftens stiftende generalforsamling i Støvring forsamlingshus.

I ly af VM håndboldkampen mellem Danmark og Sverige, blev nye vedtægter vedtaget, den første bestyrelse valgt og fremtidige temaer for klyngesamarbejdet drøftet.

Den nye bestyrelse består af:

  • Formand Ole H. Clausen (Harridslev)
  • Jørgen Møller (Mellerup)
  • Bent Jensen Glad (Linde)
  • Kirsten Omand (Støvring)
  • Susanne Nielsen (Tvede)
  • Michael Thorsen (Tvede)
  • Karl Erik Nielsen (Lem)

Suppleanter blev Knud Pedersen (Mellerup) og Søren Horup (?)

17 jan 2017

Stiftende GF for klyngen

20151007_104925Så er det i aften der for alvor lukkes op for en officiel markering af den nye landsbyklynge KRONJYLLAND.

Der indkaldes til stiftende generalforsamling for landsbyklyngen i Støvring Forsamlingshus kl. 19.00

Programmet vil særligt omhandle tre områder:

Præsentation, gennemgang og vedtagelse af vedtægter

Valg af nyt klyngeråd/styrelse

Dialog om kommende opgaver for klyngen

Alle bosat i og omkring landsbyerne Lem, Gimming, Mejlby, Linde, Tvede, Lindbjerg, Støvring, Harridslev, Albæk, Vestrup, Tjærby, Østrup og Mellerup er velkomne.

16 jan 2017

Sidste nyt om landsbyklyngen

20151007_0936062016 har været et aktivt år for at støbe fundamentet for den kommende Landsbyklynge Kronjylland.

  • Der har været afholdt møder i de deltagende landsbyer
  • Der var fællesmøde i slutningen af oktober, hvor der blandet andet var oplæg fra landsbyforsker om mulighederne i at indgå i en landsbyklynge
  • Landsbyklyngen deltog i det årlige Landsbytræf i Gentænk Landsbyen
  • Randers Kommune godkendte et års finansiering af test af app’en Min Landsby i klyngen
  • En midlertidigt styregruppe er blevet valgt til at forberede den stiftende generalforsamling i januar 2017
  • Realdania, DGI samt Lokale & Anlægsfonden har godkendt landsbyklyngens ansøgning om at få tilknyttet en proceskonsulent i det kommende 1½ år

Så efter den stiftende generalforsamling d. 16. januar 2017 (nærmere info udsendes inden længe), vil der for alvor være sat en kurs for i hvilken retning landsbyklyngen vil gå.

Læs en kort opdatering her: Sidste nyt om Landsbyklyngen Kronjylland (december 2016)

16 dec 2016

Landsbyklyngen Kronjylland styrker processen

20150923_082927I de sidste par måneder har det midlertidige styregruppe for Landsbyklyngen Kronjylland arbejdet på at tilrettelægge den kommende stiftende generalforsamling for klyngen i januar 2017.

Imidlertidig opstod en ny vinkel i procesarbejdet, da Realdania i samarbejde med DGI og Lokale & Anlægsfonden opslog invitation til at ansøge om deltagelse i deres sideløbende procesarbejde med udvikling af landsbyklynger rundt i Danmark.

Styregruppen besluttede derfor at arbejde målrettet for at udarbejde en ansøgning til processen, hvor outputtet ville være tilknytning af en proceskonsulent i det kommende 1½ års forløb.

Fristen for ansøgningen var medio november 2016, og sidst i november blev ansøgningen godkendt, hvorfor Landsbyklyngen Kronjylland vil få mulighed for at opnå sparring fra en ekstern proceskonsulent i etableringsfasen.

Dette anså styregruppen som en fantastisk sidegevinst for den allerede igangsatte proces i regi af Gentænk Landsbyen, hvor Realdania projektet vil være en styrkelse af projektet og sikre at de mange gode idéer og spirende initiativer i Gentænk Landsbyen vil kunne føres videre.

14 dec 2016