Tag Archives: Mellerup

Oplev landsbyen i Grundfør

For fjerde år afholdes landsbytræf i regi af Gentænk Landsbyen – der er landdistrikternes omdrejningspunkt i Kulturby 2017.

I de sidste tre år har landsbytræffet været afholdt i hhv. Hampen (Ikast-Brande Kommune), Selde (Skive Kommune) og Hornsyld (Hedensted Kommune).

Nu er det så Favrskov Kommune, der er arrangør for det afsluttende landsbytræf, der finder sted i landsbyen Grundfør lørdag d. 23. september 2017.

Og hvad har det så med Mellerup at gøre?

Tjoh, Mellerup har såmænd været den landsby, som har været med som første deltager, præsenteret landsbyens herligheder og været initiativtager til at få Landsbyklyngen Kronjylland med efterfølgende. Og selv om det i det daglige ikke nødvendigvis kan mærkes, så har det givet en masse omtale af Mellerup. Andre landsbyer har lyttet og spurgt interesseret til vores fortællinger, Mellerup er blevet kendt i andre dele af Region Midtjylland og Mellerup er uden tvivl kommet endnu mere på landkortet over for andre landsbyer, organisationer, virksomheder og det offentlige.

Så derfor deltager Mellerup også i år – endda på flere fronter –  dels som deltager sammen med de øvrige landsbyer i Landsbyklyngen Kronjylland, hvor også Randers Kommune vil være repræsenteret, dels med en fotoudstilling af nogle af Mellerups idylliske perler.

Det er Grundfør landsby som åbner gaderne for en landsbyoplevelse, der vil være kulminationen på de sidste fire års arbejde i projekt Gentænk Landsbyen.

‘Oplev Landsbyen’ samler landsbylivets herligheder i et alsidigt program, der blandt andet byder på foredrag med Signe Wenneberh, kunstudstilling og underholdning til de mindste med Mek Pek og Det Flyvende Kuffertcirkus. Samtidig viser virksomheder, kunstere og landsbyer fra hele Region Midtjylland deres successer frem på 30 stande og flere oplæg sætter fokus på landsbyernes potentiale.

Se hele programmet her: Oplev Landsbyen – program (23. sep. 2017)

Læs mere om Oplev Landsbyen på: http://www.favrskov.dk/oplevlandsbyen

05 sep 2017

Ny bog om Mellerup-Voer

Kgl. Priviligeret færge M/S RagnaPå søndag d. 2. oktober 2016, kl. 14.00 præsenteres den nyeste bog om færgeruten Mellerup-Voer.

I Mellerup Færgecafé inviteres der til officiel præstentation af bogen om den første samlede fortælling om færgeoverfartens 400-årige historie. Forfatter Bente Svane Kristensen fra Harridslev fortæller om tilblivelsen og arbejdet med bogen.

I samme anledning er borgmestrene for hhv. Randers og Norddjurs Kommune Claus Omann Jensen og Jan Petersen inviteret til præsentationen, der naturligvis også er en åben invitation til alle i Mellerup og Voer til at deltage.

30 sep 2016

Foreningsaften i Mellerup

Mellerup i efterårslysDet er efterhånden ved at blive et tilbagevendende arrangement – en fælles foreningsaften – hvor der gives plads til at få afklaret forventninger og forhåbninger for et godt samarbejde på tværs af de mange foreninger i Mellerup.

I år har Mellerup Bylaug inviteret landsbyens foreninger til aftenmøde på Mellerup Friskole på mandag d. 24. august 2015 kl. 19, hvor håbet er at så mange vil deltage som muligt.

Der vil blive lagt op til en generel snak om foreningerne i byen, vores fælles samarbejde om landsbyens muligheder og potentialer samt en dialog om hvad der kunne, burde eller skal gøres i Mellerup, for at byen fortsat er en attraktiv og gæstfri landsby for tilflyttere, besøgende, turister m. fl.

Alle byens foreninger har fået udsendt invitation, men skulle nogle mangle, og er interesseret i at deltage, så er alle meget velkomne.

20 aug 2015

Mellerupfilmen nr. 2 er nu klar

 

I 2012 fik mellerupborgerne præsenteret en meget interessant film, som den lokale beboer Peter Bielefeldt havde fået stykket sammen af mange forskellige hændelser i Mellerup der var blevet foreviget gennem tiderne, det var sjovt at se alle de små indslag fra ”dengang”.

Dette gav Peter Bielefeldt blod på tanden til at fortsætte det store arbejde, – først med at få fat i masse indslag, herefter at redigere disse og få dem kogt ned til et minimum af tid. Dette er nu gjort og  Peter Bielefeldt  er klar en med fortsættelse, – en Mellerup film nr. 2.

I den anledning har F.A.L.K ( Fællesskabet aktive landsby kvinder) i Mellerup inviteret til premiere på filmen onsdag den 6.maj kl. 19.00.Ved fremvisningen vil man forsøge at udnytte, de moderne tekniske hjælpemidler, der er til rådighed i forsamlingshuset.

Man har besluttet, at alle interesserede er velkomne.- også mænd.

 – Da der bliver serveret kaffe og kage mod et mindre gebyr er der tilmelding på tlf. 2330 8344 senest tirsdag 5. maj.

05 maj 2015

Har du besøgt færgecaféen?

Mellerup Færgecafe

Nu er det for alvor blevet sommer, og solen, varmen og feriestemningen er ved at være det altoverskyggende. Så  er det selvfølgelig også blevet højtid for ture rundt i landet, besøg på spændende og hyggelige steder – og ikke mindst en weekendtur til Mellerup.

Landsbyen, hvor der er idyl, skov, fjord, færgesejlads og caféstemning. Turen med Ragna – Danmarks mindste og ældste færgeoverfart – fiskeriet på Randers Fjord; en gåtur rundt i Mellerup eller et slag golf ved Støvringgård kan helt sikkert anbefales og naturligvis kombineres med en hyggelig eftermiddag på havnen ved færgen.

Mellerups mange frivillige holder liv i Færgestedets café hver lørdag og søndag, og der serveres kaffe, the, lagkage og is til at fuldføre en herlig dag i Mellerup landsby.

Så har du endnu ikke besøgt færgecaféen, ingen planer i weekenden eller allerede været her en eller flere gange, så kig da endelig forbi igen i næste weekend. Der er åbent hver lørdag og søndag fra. 13 – 17.

14 jun 2014

Advarsel til alle hunde

Shelter - 3Kære alle i Mellerup

Pas godt på jeres hunde og andre kæledyr I lufter rundt omkring i Mellerup.

I går onsdag sov Loke ind, efter at have kastet op og siden undersøgt hos dyrlæge. Og den umiddelbare vurdering fra dyrlægen var, at det skyldtes en mave/tarm infektion, som sandsynligvis er kommet efter, Loke har drukket vand af enten en skovsø eller afvandingskanal på sin gåtur.

Derfor lyder opfordringen til alle hundeejere i Mellerup at være ekstra opmærksomme på jeres hunde i den kommende tid – undgå at lade hundene drikke af skovsøer og afvandingskanaler, da der kan være ugæstfrie stoffer, grønne alger eller lignende i vandet.

Skriv en kommentar, hvis du hører eller ser noget som bør undersøges nærmere, for at finde en forklaring på den triste begivenhed.

13 jun 2014

Introduktion til hjertestarter

21 jan 2014

Bystart for hjertestart

I aften tirsdag d. 21. januar 2014, kl. 14.00 inviterer initiativet ‘Kunsten at redde liv’ og Mellerup bys sponsorer til byens hjertestarter til introduktion til hjertestarteren.

Den sættes op på Fjordbakken 7 i Bent Lunds carport, og alle opfordres til at kigge forbi kl. 17.00, så flest mulige bliver vist, hvordan hjertestarteren ser ud, hvordan den virker og hvad man skal gøre. Og bare rolig, det er ret logisk og ikke svært!

På Mellerup.infoland.dk under fanen dagligliv, vil der en af de kommende dage blive oprettet en særlig side for hjertestarteren.

Her vil der blive lagt en nem guide til brugen af hjertestarteren, vigtige numre at huske i en nødsituation og ikke mindst en tydelig visning af placeringen af hjertestarteren.

Mød op i aften, så byen kan få en god hjertestart.

21 jan 2014

Sensommerstemning i Mellerup

10 sep 2013

De sidste vigtige detaljer

I aften tirsdag d. 4. juni 2013, kl. 18.30 sættes de – i denne omgang – sidste streger i arbejdet med en ny landsbyvision for Mellerup i samarbejde med Randers Kommune.

Derfor håberMellerup Bylaug og Randers Kommune, at mange har tid og lyst til at deltage i debatten, hvor du stadig har mulighed for at sætte dit eget fingeraftryk på i hvilken retning Mellerup skal udvikle sig.

Der er ingen tilmeldingsfrist, så når du har spist aftensmad, så kunne aftengåturen passende gå forbi forsamlingshuset, hvor Erik Skovgaard Knudsen fra Randers Kommune vil lede mødet.

Alle de idéer og forslag som ikke kommer med i planen, vil efterfølgende blive lagt ud i en idéboks på mellerup.infoland.dk – så vi i fællesskab kan få realiseret nogle af de mange små og store visioner vi har hver især for Mellerup. 

04 jun 2013