Tag Archives: Nytår

Godt nytår

Mellerup Bylaug ønsker alle i Mellerup et godt nytår – tak for mange spændende aktiviteter i 2017, og på gensyn til forhåbentlig endnu flere mindeværdige tiltag.

Det er bylaugets forventninger til det kommende år, at arbejdet med at formulere en vision og strategi mod at fremtidssikre Mellerup som en fortsat attraktiv landsby med udviklingsmuligheder, vil blive sat i gang i 2018.

Derudover vil Mellerup Bylaug også arbejder målrettet på, at det allerede velfungerende samarbejde med foreninger, skoler og ildsjæle i Mellerup skal styrkes yderligere.

Endelig vil bylauget ligge kræfter i at udnytte de mange gode netværk og samarbejdsfora, som bylauget inviteres til. Samarbejdet omkring Landsbyklyngen Kronjylland vil fortsætte, den gode dialog med Randers Kommune værdsættes og vil blive fortsat, og endelig vil andre netværk – herunder Landdistrikternes Fællesråd, også fortsat blive brugt som platforme for at brande Mellerup.

Godt nytår.

31 dec 2017

Ses vi til nytårskur?

Mellerup Bylaug vil som tidligere år med stor glæde invitere alle i Mellerup – naboer, venner, familier og nytårsgæster – til nytårskur i Café Færgestedet.

På lørdag d. 30. december 2017 kl. 14 – 16 bydes der på et glas champagne, lidt kransekage og smagsprøver fra årets gang i Mellerup Kogræsserlaug.

Alle er velkomne til dette års sidste hyggelige fælles arrangement.

Godt Nytår!

28 dec 2017

Same procedure as last year

foto: Mads Munk Jepsen

foto: Mads Munk Jepsen

Julen er veloverstået med masser af arrangementer i Mellerup, og straks melder en ny tradition sig på banen:

Mellerup Bylaugs nytårskur i Café Færgestedet

I morgen fredag d. 30. december 2016 kl. 14.00 inviteres alle i Mellerup, naboer, familier og besøgende til den årlige nytårskur i Café Færgestedet, hvor der er en alletiders mulighed for at mindes 2016 og glædes til næste års mange projekter i Mellerup landsby.

Programmet er indbundet af et kort oplæg om året der gik, smagsprøver fra Mellerup Kogræsserlaug og masser af lokal hygge.

Alle er velkomne, og tag endelig din nabo, familie og venner med.

29 dec 2016

Succesfuld nytårskur

2014 har været et af de år, som mange i Mellerup og omegn vil huske tilbage på med glæde og stor lokal tilfredshed. Derfor var der også stor tilslutning til Mellerup Landsbys nytårskur i Mellerup Færgecafé torsdag d. 30. december 2014, hvor Mellerup Bylaug efterhånden har fået skabt en ny tradition.

For tredje år i træk mødte masser af landsbyens borgere op til årets sidste arrangement, hvor der denne gang var masser af begivenheder at snakke om.

Bylaugets formand Jørgen Møller opridsede den lange liste over flotte nye tiltag i Mellerup i 2014, hvor molen ved færgelejet er blevet etableret, lystbådehavnen har fået nyt materielskur og toiletbygning, varmeværket har opført en velvoksen lillebror – et biobrændselsanlæg og friskolen har bygget en multibane.

Derudover har Mellerup Landsby og Bylaug deltaget i Randers Kommunes Landdistriktskonference, været kommunens landsbyrepæsentant på Landsbytræf ’langt ude i Hampen’, som en del af projekt Gentænk Landsbyen og endelig er Mellerup løbende blevet omtalt som et sted, hvor der virkelig er meget i gang.

Så det stopper selvfølgelig ikke der. I 2015 og de kommende år kan man som borger i Mellerup forvente at blive inviteret til at deltage i et kommende projekt med udgangspunkt i molens realisering, som vil få arbejdstitlen ’Mellerups Maritime Muligheder’.

Det er et projekt, der vil fokusere på at gøre Mellerup til et udgangspunkt for udnyttelsen af de muligheder for sociale vandaktiviteter, som vil kunne udføres med afsæt fra molen.

Et andet mål er at starte aktiviteter omkring udviklingen af landsbyfællesskaber, både inden for kommunen, men også dem som har potentiale, hvor det er lokalområdet og geografien som spiller ind – her er særlig fokus på mulighederne for samarbejde omkring fjorden.

Derfor ser Mellerup Bylaug også frem til kommende drøftelser med Randers Kommune og Naturpark Randers Fjord om hvilke muligheder for at skabe aktiviteter og udviklingsmuligheder i lokalområdet.

Bylauget har også planer om at etablere en Fundraisergruppe, der kan hjælpe folk i Mellerup med at skaffe penge til projekter, og ved et tidligere projekt-Mellerup Branddam- skal der nu laves et kunstværk ud af et udgået kæmpetræ.

Af andre konkrete projekter i 2015 skal Mellerup Kogræsserlaug sættes i gang, og mange har allerede vist interesse for det. Der er mange muligheder langs Randers Fjord og omkring Mellerup for at oprette et sådant. Der vil blive indbudt til informationsmøde i løbet af vinteren.

Men så langt skulle gæsterne ved nytårskuren ikke vente, da der udover kransekage og bobler, blev serveret smagsprøver Dexterkvæget, som sandsynligvis bliver fremtidens køer i Mellerup Enge. Og der er næppe tvivl om, at interessen efter denne smagsprøve vil stige.

Efter dette års begivenheder og nytårskur er der heller ikke tvivl om, at der er meget at se frem til i Mellerup Landsby i 2015 – og nytårskuren, den vil også være der næste år, selv om færgecaféen var fyldt til sidste plads.

Godt nytår til alle, ønsker Mellerup Bylaug

01 jan 2015

Og så er det snart tid til nytårskur

Mellerup Færgecafe - vinteren 2014

Først og fremmest Glædelig Jul til alle i Mellerup.

Dernæst en varm og hjertelig tanke og ønske på at året 2015 bliver mindst lige så spændende og udviklende som i år.

I den forbindelse vil Mellerup Bylaug som de forrige år med stor glæde invitere borgere i Mellerup, naboer, venner og familier til årets nytårskur i Færgecaféen tirsdag d. 30. december 2014, kl. 15.00

Her vil der være masser af muligheder for at snakke og høre om årets begivenheder; se billeder fra årets gang samt smage på  kødet fra den kvægrace, som det forhåbentlig kommende Mellerup Kogræsserlaug vil etablere i Mellerup inden længe.

Og endelig vil der være rig tid til at ønske hinanden Godt Nytår med et glas bobler og lidt kransekage.

Alle er meget velkomne.

25 dec 2014

Mand, det bli´r fedt!

Fredag d. 18. januar 2013 inviterer Mellerup Bylaug til en esklusiv aften i Færgecafeen KUN for mænd i Mellerup og omegn. 

Aftenen er tænkt som et forsøg på at stable et arrangement på benene for mænd, i modsætning til det allerede meget aktive og stærke netværk FALK for kvinder.

Som udgangspunkt er formålet med denne særlige aften, at der hygges med en spændende film, god mad og mandlig hygge.

 

Programmet vil være følgende:

  • Vi viser en arbejdskopi af Mellerupfilmen, som Peter Bielefeldt har arbejdet med siden 1996.
    Se Mellerup, Landskabet og de mennesker, der der for 17 år siden
  • Vi spiser noget klassisk vintermad for mænd
    – hertil et par øl og en dram, samt sluttende af med snak over kaffe og småkager
  • Og endelig:
    Skal dette initiativ være en tradition med en nytårskur for mænd – eller har du idéer til andre lignende arrangementer?

 

Der er 30 pladser, som fordeles efter ‘først-til-Møller-princippet’

Tilmelding senest d. 13. januar 2013 til Jørgen Møller på telefon 22 22 98 11 eller e-mail: jam116@mail.dk 

Pris 100 kr. – Drikkevarer købes til fornuftige priser.

Overskuddet går til aktiviteter, der kan udvikle Mellerup.  


05 jan 2013

Godt Nytår

Mellerup Bylaug ønsker alle et fantastisk godt nyt år 2013, hvor der virkelig kommer til at ske mange spændende ting i Mellerup:

  • Etableringen af Mellerup Strand- og Fiskepark
     
  • Udviklingen af Mellerup som udviklingslandsby (strategi fra Randers Kommune)
     
  • Mellerup som HotSpot i forbindelse med Naturpark Randers Fjord
     
  • Etablering af Mellerup Fribørnehave
     
  • Tredie sæson af den genoplivet Mellerup Højskole

… og så slet ikke at forglemme de herlige traditioner i forbindelse med Fjordens Dag, Cykelløbet langs Randers Fjord, Banko i Forsamlingshuset, masser af aktiviteter i kirkerne, Nye arrangementer i FALK og ikke mindst årets samlingspunkt byfesten.

Og alt sammen bliver der selvfølgelig skrevet meget mere om her på mellerup.infoland.dk, der i øvrigt blev officielt præsenteret på et flot velbesøgt (ca. 40 kiggede forbi) nytårsarrangement den 30. december 2012 i Mellerup Færgecafe. Så sæt allerede kryds i kalenderen, at Mellerup Bylaug igen vil invitere til et nyt nytårsmøde i slutningen af 2013.

 

01 jan 2013